Er 2020 året, hvor du vil tage det næste skridt i din karriere? Så kan det være en god idé at satse på at øge din fysiske aktivitet. God kondition gør dig nemlig både mere produktiv og effektiv på arbejdet. Faktum er, at konditionen har stor betydning, også for dig der har et stillesiddende kontorjob.
Studier viser, at 45 procent af medarbejderne hos Sveriges 100 største virksomheder har for dårlig iltoptagelse – det vil sige kondition – til at være produktive og effektive en hel arbejdsdag. I mange tilfælde bliver helbredet dermed en begrænsning for muligheden for at udføre et godt stykke arbejde.
Men vi kan alle blive mere effektive på jobbet og gøre brug af flere sundhedsfremmende aktiviteter på arbejdspladsen. Det er faktisk relativt enkelt at forbedre sin kondition, så den i stedet for at være en begrænsning bliver en ressource og hjælper dig med at gøre et godt arbejde. Og hvis du er frisk og engageret på jobbet, kan du desuden blive bedre til at støtte og motivere dine kolleger.
Men skal man virkelig have god kondition for at udføre et almindeligt kontorarbejde? Ja, faktisk – hvis du vil slippe for den klassiske eftermiddagsnedtur og stadig have energi tilbage, når arbejdsdagen er slut. Sådan fungerer det: Graden af fysisk aktivitet påvirker, hvor meget vi kan udnytte af vores maksimale iltoptagelse. Vi taler her om den såkaldte udnyttelsesgrad. En veltrænet person kan udnytte mellem 40 og 50 procent af den maksimale iltoptagelse i løbet af en 8 timer lang arbejdsdag uden at det påvirker mælkesyreniveauet.
For den, der er utrænet, stiger mælkesyren derimod allerede ved cirka 20–25 procent af maksimal iltoptagelse, hvilket derefter i høj grad besværliggør fortsat fysisk arbejde. Utrænede midaldrende mænd og kvinder har en maksimal iltoptagelse på cirka 2,0 liter pr. minut. For den, der har en maksimal iltoptagelse lavere end dette niveau, ligger udnyttelsesgraden dermed nede på 0,4–0,5 liter pr. minut. Målinger viser, at kontorarbejde kræver en iltomkostning på 0,5–0,75 liter pr. minut. Det er altså ikke så mærkeligt, at mange oplever træthed både under og efter en arbejdsdag, og at de ikke har overskud til familien og et aktivt, meningsfuldt fritidsliv.



